“Den lille blå gut” kapitel 1

Kapitel 1 – Savannen

"Den lille blå gut". En historie om adskillelse og samhørighed. Skrevet og illustreret af Ole V. Nielsen & C. Weisgard. Kapitel 1 - Savannaen

Hvis du stod oppe på bakken og kiggede ned lige nu, kunne du få øje på den lille blå gut,  der står bag ved træet og kigger ud. Han er nemlig lige landet på en planet, som tilsyneladende ligner vores planet Jorden, men er helt sin egen. Du vil snart opdage forskellene.

Men den lille blå gut kender hverken planeten Jorden eller denne planet, for han kommer et helt andet sted fra, og er havnet her, og spørger sig selv: ”Hvor er jeg? Og hvorfor har jeg en nøgle i hånden? Hvad skal jeg med den? Og hvad er det for nogle mærkelige væsner der står ved den lille sø?” Den lille blå gut kender til søer og floder og bække, de eksisterer også der, hvor han kommer fra.

Han kalder ganske svagt ”hallløøøj, er der nogen, der kan fortælle mig, hvor jeg er, og hvad jeg skal med denne nøgle, som jeg har i hånden?”

Det største af dyrene grynter og pruster og løfter hovedet for at se, hvad det er, der laver lyde. Det får øje på den lille blå gut og pruster så højt, at den lille blå gut hopper af forskrækkelse.

”Hvad er du for en lille en?”, spørger det store Næse-Blæse dyr. ”Jeg er en lille blå gut og er lidt forskrækket” svarer vores lille ven. ”Det skal du ikke være”, svarer Næse-Blæse dyret. ”Vi er en venlig flok her ved drikke-søen, hvis du skal være på vagt, så er det overfor det Ternede Snudedyr – det er ret hidsigt”.

”Jeg ved ikke, hvordan jeg havnede her”, siger den lille blå gut”, men jeg har en nøgle i hånden, og den skal bruges til et eller andet. Og hvad det nu end er, må jeg finde det. Kan I hjælpe med det?”

Næse-Blæse dyret kalder på de andre for at få ideer. De røde Flamme Fugle er til ingen hjælp– de er kun interesseret i at ordne deres fjerpragt, men den lille stribede Zubu foreslår, at han tager ind i junglen, der er flere dyr som måske kan hjælpe ham på vej. Hr. Langhals kender vejen, og siger til den lille blå gut, at han skal gå i den retning, som Næse-Blæsedyrets horn peger.

Den lille blå gut er taknemmelig for deres hjælp, og han takker dem alle, inden han starter sin vandring mod junglen.

Kapitel 2 kan læses her>>