“Den lille blå gut” kapitel 4

Kapitel 4 – Fiskene og nogle sære væsner

Han må have døset et øjeblik, for pludselig giver det et bump, og han ryger på hovedet i vandet.

Historien "Den lille blå gut" kapitel 4 hvor gutten falder i vandet og havner helt nede under jorden og møder nogle sære væsner.

Han synker ned forbi nogle smilende fisk, og til sidst ender han på bunden på noget brunlig jord.

Hans nøgle ligger lige, hvor han lander, og han samler den hurtigt op.

Han kigger sig omkring.

Det første han ser er to sære væsner. Til den ene side er der et dyr med en brunlig pels, der ser meget forundret ud.

Til den anden side er der et dyr med en meget lang snude. ”Bare det ikke er Det Ternede-Snudedyr”, tænker den lille blå gut. Men Snusedyret er yderst venlig, og hilser ham velkommen. Snusedyret kalder over til sin ven Grotte Rotte, at han ikke skal være bange for den lille blå gut, for han er god nok og er vist på rejse for at lede efter noget.

”Hvordan ved du det?” spørger den lille blå gut.

”Ahh, her i de underjordiske gange kan vi høre alt, hvad der foregår deroppe, og de vingede væsner kommer tit med nyt til os fra verden foroven.

Hvis du skal op igen til overfladen, skal du finde de hvide rødder fra de stribede træer. Dem kan man nemlig kravle op ad . Jeg mener, at det du skal finde er oppe og ikke hernede. Du må følge de underjordiske gange, indtil du ser de hvide rødder.” Og med snuden peger dyret mod en mørk gang under jorden.

”Tak for hjælpen!”, siger den lille gut, og samler alt sit mod for at begynde at vandre ind i den mørke tunnel. Han kan svagt fornemme noget lysere forude, men det virker langt væk. Han håber inderligt, at der ikke er farlige dyr her. Snart falder han til ro. Her er meget stille og tomt, og der lugter af fugtig jord og en anelse vanilje.

”Det er sært” tænker han. ”Jeg har ikke spist noget i lang tid, men jeg er slet ikke sulten – hvordan mon det kan være?” Han kender nemlig ikke til hemmeligheden på denne planet: det er duftene og farverne, der mætter og giver næring. Så længe, der er rigt på farver og dufte, bliver man ikke sulten.

Kapitel 5