“Den lille blå gut” kapitel 5

Kapitel 5 – Den Trodsige Tudse

Den lille blå gut kommer endelig ud af tunnelen og får øje på de hvide rødder, som Snusedyret havde talt om.

Den lille blå gut kommer endelig ud af tunnelen og får øje på de hvide rødder, som Snudedyret havde talt om.

Han gemmer sig bag en bunke farverige sten og kigger ud på, hvad der sker omkring ham.

Han kan se floden igen, et dyr der ligner en stor mus, et væsen, der ligner en venlig rotte samt en kæmpe tudse. På den anden side af floden står et arrigt væsen og hvæser. ”Det må være Det Ternede Snudedyr!” tænker han ”Den er ikke så stor, men den ser godt nok hidsig ud!”

Den lille blå gut kalder på den store Tudse ”Halløøøj Tudse, er du også et farligt vilddyr?” Den store Tudse har en fantastisk dyb og rolig stemme. Den taler langsomt, og hvert ord udtales med omhu. ”Goddag min ven, jeg er ikke farlig, kun overfor Det Ternede Snudedyr. Han får ikke lov til at tyrannisere mine venner!”

Den lille blå gut sukker af  lettelse, for han er meget bange for Det Ternede Snudedyr. Nu har han mødt én, der ikke er bange for den, og som tillige kan beskytte ham ! Han hopper over stenen, og sætter sig ved siden af Tudsen. ”Tak skal du have! Jeg har hørt frygtlige ting om det Snudedyr. Har du hørt om mig lige som alle de andre væsner, jeg har mødt på min vej?”

”Det har jeg” siger Tudsen. “Det, du leder efter finder du ikke hernede – så meget ved jeg. Så vi må se at få skubbet dig op ad rødderne”

Men inden Tudsen har talt færdig, er den lille gut faldet i søvn igen, og denne gang får han lov til at hvile ud, mens den Store Tudse holder vagt. De små musevæsner er kravlet ind i deres huler i stenene, og selv det Ternede Snudedyr sover i sin hule.

Det er duften af lavendel, der vækker den lille blå gut. Han ligger ved siden af Den Store Tudse, der har siddet helt stille og brummet, mens de andre har sovet. Den lille gut føler sig veludhvilet, og klar til at tage videre på sin rejse.

Han giver Tudsen et knus, og takker for hans beskyttelse. Derefter tager han fat i den ene af rødderne og kravler langsomt og med besvær op mod jordens overflade.

Kapitel 6